På landet i Iowa

Nu er vi virkelig kommet på landet. Ud til en del af USA, hvor byerne er små, og der er forholdsvis langt imellem dem. Iowa har et befolkningstal på ca. 3 millioner, og staten er ca. 3 gange så stor som Danmark, så det er selvfølgelig klart, at der skal være noget tyndt befolket i dele af staten.
Vi er taget til Elk Horn, som ligger ca. 125 km vest for Des Moines. I byen bor kun 600 mennesker, og når vi spørger, hvor den nærmeste større by ligger, får vi svaret, at det er Des Moines eller Omaha som ligger ca. lige så langt væk, bare endnu længere mod vest. Derudover er der tre byer, som kun ligger en halv times kørsel herfra, som vel er lidt mindre end Fjerritslev. Her i byen er der tre steder, vi kan spise. Det ene er en pub, det andet er en tankstation og det tredje er en slags forsamlingshus, hvor de serverer en “dansk” buffet. Vi valgte den danske buffet til vores frokost. Men udover at der var frikadeller, og noget der lignede rugbrød, som Iben grovåd af, var det bestemt ikke noget at skrive hjem om.


Elk Horn er byen, hvor det danske museeum i Iowa ligger. Her har de også en dansk mølle, som oprindeligt stammer fra Nørre Snede. Den gik vi ind og så i dag, og damen der fortalte, at hun havde været i Danmark flere gange. Vi talte med hende om, at landskabet her i Iowa ligner det danske meget, men at vejret er noget bedre. (I dag har det været lidt for varmt til at have jakke på). Hun kunne dog fortælle, at ved samme tid sidste år, havde de sne, (hvilket ganskevist også var tidligt),så vejret i år er noget varmere, end det plejer at være her, lige nu.
Som sagt minder landskabet meget om det danske med marker og meget lidt kuperet. Vegetationen ligner også meget den danske. Men deres byer her er altså noget anderledes. Vejene er brede, og der er lang mellem tingene, som ofte er samlet i centre. I det hele taget bærer de præg af, at man ikke har behøvet klemme noget sammen. Man har plads nok at tage af. Det gør det dog også mindre hyggeligt, efter min mening. Dog er villavejene ret hyggelige. Ikke så brede og med huse der næsten alle har en veranda vendt ud mod gaden. I denne tid er rigtig mange af husene også pyntet rigtig fint op til Halloween, helt klart noget de gør meget mere ud af, end vi gør derhjemme.

Hotellet vi bor på her, er også ret hyggeligt og meget stille. Og så er der en dejlig indendørs pool, som Iben og Flemming brugte en god halv time i i dag, mens jeg så på og læste i en god bog, som jeg fik anbefalet af en boghandler i Solvang. Bogen handler netop om nogle af de samfundsmæssige problemer, de har i Californien i dag, med de mange fattige illegale indvandre fra Mexico. Man følger både en bedre stillet, hvid amerikansk familie og et mexikansk par, der er rejst til USA i håb om en bedre fremtid. Indtil videre en god bog, som giver et rigtig godt billede af det amerikanske samfund set fra to meget forskellige vinkler.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.