Hjemrejsen

Palmer, solskin og dejlig varme. Det var svært at sige farvel til Miami. Ingen af os havde rigtig lyst til at skulle hjem i kulden, men hjem skulle vi.
Iben havde sovet dårligt pga sin forkølelse, hvilket var rigtig trælst, da vi kunne se frem til at par lange rejsedage.
Inden vi skulle tjekke ud, skulle Flemming og Chris dog lige i poolen en sidste gang. De ville dog begge være den sidste til at springe i poolen, så efter mange spring, måtte de til sidst springe i synkront, for at komme videre. Typisk de drenge!
Vi afleverede bilen i lufthavnen tidligere end nødvendigt. Men den dag man skal hjem, orker man ikke en masse andet. Istedet fik vi tid til at spise en sen frokost i lufthavnen, inden vi tjekkede ind til hjemrejsen sidst på eftermiddagen.
Iben holdt sig kun kørende, fordi hun fik panodil til at slå den værste feber ned. Foran os havde vi godt 8 timer i et fly, inden vi landede i London. Egentlig gik tiden fint med film og lignende, men ingen af os sov ret meget. Iben vågnede, så snart hun var faldet hen, fordi hun havde ondt i hovedet, eller ikke kunne få vejret. Rigtig synd, for hun plejer at være ret god til at lægge sig til at sove hvor som helst.
I Londog skulle vi så igen vente nogle timer, efter at have stået i lange køer for igen at komme igennem hele “sikkerhedsmøllen”. Selvom Iben var sej til at holde ud og også fik lidt søvn, mens vi ventede på næste fly, fik hun det rigtig dårligt og kom til sidst til at kaste op i en skraldespand i lufthavnen.  Det var rigtig synd for hende. Vi andre var bestemt også trætte. For os var det jo midt om natten, mens der var morgen i London. Ih, hvor fik jeg det dårligt med at slæbe Iben rundt i en lufthavn, når hun havde det så dårligt. Men der var ligesom ingen vej udenom.
Da vi endelig kom til København og var ude af tolden, var vi alle lettede. Men alle vi, der skulle videre til Aalborg, havde en del timer, inden vi var helt hjemme endnu. Vi fik dog sagt farvel til Christian, som det har været super dejligt at have haft tid sammen med. Det er jo ikke så ofte, vi er sammen, efter han er flyttet til Købemhavn. Lige i dag gad Iben dog godt, at det var hende der boede i København.
Tre timer endnu måtte vi andre vente på vores indenrigsfly. Men endelig kl. 17.10, et døgn efter vi fløj fra Miami (minus de seks timer i tidsforskellen) kunne vi sætte fødderne på jysk jord.
Iben og vi andre blev rigtig glade for at se Mormor og Morfar, der tog imod os i lufthavnen – også Nuka var der rigtig dejligt at se igen.
Da vi kørte mod Skerping skulle Flemming lige vænne sig til gearne igen, så bilen var et par gange ved at gå i stå. Mørket i Danmark var også overvældende. Selvom det blev mørkt i USA (dog meget senere), var det ikke dette altopslugende mørke.
Hjemme var det dog helt rart at se huset igen. Især fordi mine forældre lige havde været over det, så vi ikke skulle komme hjem til 2 måneder gammelt støv. Desuden stod der flag og blomster, så vi følte os virkelig velkomne i Danmark igen. I køleskabet stod der leverposteg, sylte og spegepølse. Guf! Så en rugbrødsmad blev vores aftensmad.
Det var helt underligt at tænde for Tv’et og se billeder og høre nyheder fra USA. Så få timer efter vi forlod landet, føltes det allerede så langt væk. Og både Flemming og jeg måtte erkende, at vi længes tilbage til Guds eget land. Vi håber at gense det inden alt for længe, men lige nu vil vi forsøge at fordøje alle de indtryk, vi har fået de sidste 8 uger og glæder os over den fantastiske rejse, vi lige er vendt hjem fra.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.