Seattle – here we come!


Endelig er vi landet på den anden side af atlanten – nærmere betegnet i Seattle. Rejsen gik over al forventning, selvom 10 timer i et fly er pænt længe, men vi er stadig lidt trætte, og kroppen skal lige vænne sig til tidsforskellen. Det går dog betydelig hurtigere denne gang, end det gjorde sidst, så jeg tror faktisk, at en del af trætheden er medbragt fra de sidste måneders stressede hverdag i Danmark. Dagen inden afrejsen fik vi desuden aflivet Nuka, der til sidst kun kunne gå på 3 ben. Det har også taget lidt hårdt på os alle, for selvom det “kun” er en hund, er det også et medlem af familien – et medlem vi har boet sammen med i godt 10 år.

Nå, men nu er vi her, og selvom vejret ikke viser, at der er sommerferie vi holder, er feriestemningen så småt ved at snige sig ind på os.I dag tog vi monorailen ud til Seattle Space Needle, som er et 184 m. højt tårn bygget i 1962. Tårnet er byens varetegn, og fra toppen havde vi et fantastisk udsyn ud over Seattles skyskrabere og Olympic-bjergene med sne på toppen. Vi kunne også se vores hotel, der også rager pænt op i landskabet. Vi bor på 36. etage og har fra vores værelse panoramaudsigt ud over byen. Ret flot.Senere gik vi en tur i Pike Place Market, der siden 1907 har været marked for friske fisk og grøntsager. Stemningen her er ret speciel. Fiskehandlerne råber i kor, kaster med fiskene og underholder lige så meget som de sælger. Markedet er fyldt med boder og små caféer, og på en af disse fik vi vores frokost (fisk naturligvis), mens vi kunne kigge ud over vandet ved Elliott Bay.

Starbucks besøgte vi allerede tirsdag. De ligger overalt som en manifestation af, at det er fra denne by kæden udspringer. Janie siger, at vi med besøg på Starbucks, Space Needle og Pike Place Marked har skåret lige ind til benet af, hvad Seattle har at byde på. Herligt! Vi håber, at dette er begyndelsen til en dejlig, oplevelsesrig og lang sommerferie.

2 meninger om “Seattle – here we come!

  1. Kære alle 3
    Det er dejligt at I er kommet godt til det store land.
    Håber I må hygge jer i dagene som kommer.
    Glæder os til at se og høre noget mere fra jer.
    Kærlig hilsen Mormor & Morfar

  2. kære alle tre
    godt at høre høre fra jer og i er kommet godt igang og nu har overstået Outlet??? Vi kunne godt tænke os igen St være med. Håber vi får gang i Skype, det må være internetforbindelsen der halter. Vi er i sommerhus denne weekend men er hjemme igen søndag aften. Alt er vel i Skerping, stor knus til Iben, glæder os til flere billeder, ja også til at se i to andre
    knud fra de to “Bedster” i Aalborg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.