Vi møder fam. Hellemose-Hansen

Endnu en dag blev morgenmaden spist i caféen på hotellet. Da vi skulle tilbage til vores værelse, kom vi til at stå af på en forkert etage. Først da vi havde forsøgt mange gange at få nøglekortet til at virke i vores dør, gik det op for os, at vi kun befandt os på 26. etage og ikke på 36. Desværre var der en af hotellets ansatte, der havde set os stå af på 26. etage, og da vi lidt senere stod af på 36. var han også der. Så han kiggede lidt underligt på os og sagde “Well, hello again”. Og vi kunne selvfølgelig ikke lade være med at grine af os selv. Kl. 10.30 mødtes vi med Aage, Janie og Alisa i hotellets lobby. Selvom vi kun har set hinanden en enkelt gang for flere måneder siden, føltes det alligevel som at mødes med gamle venner. Det var dejligt, og snakken gik med det samme. Først kørte vi med dem ud til et eksklusivt shoppingcenter i Bellevue. Den finere del af Seattle. Iben fik her i en Apple-butik købt et nyt cover til sin Ipod-touch, noget hun længe har snakket om, så det var en glad pige, der gik derfra. I centeret fik vi også lidt frokost, inden vi kørte ud til floden, hvor Bill Gates sejler med sin båd. Husene der ligger ned til vandet er flotte, velholdte, og åbenbart også meget dyre. Vejret var godt, så Flemming fik lyst til at hoppe i vandet, og da vi ikke havde travlt, så gjorde han det. Så han fik sig en svømmetur med Seattles skyskrabere i baggrunden. Flot syn!

Bagefter kørte vi til Kirkland, endnu en af Seattles forstader. Her var rigtig hyggeligt, og vi sad og spiste Ben & Jerry’s is uden i solen. Rigtig feriestemning. Derefter mødtes vi med Janies søn på en irsk pub, hvor vi fik en øl og en hyggelig snak med ham og hans kæreste. Derefter vendte vi næsen mod Sequim, hvor Janie og Aage bor. Vi tog en færgetur på 1/2 time, en smuk tur, og kørte derefter ca. 1 time, før vi var fremme ved deres hyggelig hus. Fra deres baghave kan man se Olympic bjergene, virkelig et smukt område. Iben var meget træt, da vi nåede frem, men naboerne og deres 8 årige dreng kom over for at sige hej til os, så det tog lidt tid, inden hun var klar til at blive puttet. Naboerne er forøvrigt fra Ukraine og har boet i USA i 10 år. Det giver et meget godt billede af, at USA er sammensat af folk fra mange forskellige lande. Efter sen aftensmad var vi meget trætte og gik på hovedet i seng.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.