Godt at tingene ikke altid går som planlagt.

Vi startede formiddagen med at tage i kirke, hvilket var en rigtig god, men dog anderledes oplevelse, end da vi var i kirke i Elk Horn. Kirken var en “frikirke” og meget afslappet i sin form. Præsten var en fantastisk retoriker, og der var fuld band og sangere på, når der skulle synges lovsang.

Efter en frokost skulle vi så ud og male de kopper, som Iben har set så meget frem til. Selvom Aage havde tjekket åbningstiderne, viste det sig alligevel, da vi kom derud, at det var lukket. Stor var Ibens skuffelse, og vi andre var så trætte af det på hendes vegne. Men nu var vi kommet afsted, så Aage havde straks et andet forslag. Han kørte os derfor til La Push, hvor vi gik gennem regnskov, som endte nede ved atlanterhavet. Det var en helt fantastisk oplevelse. At gå i en frodig, fugtig og grøn skov og så pludselig høre havet bruse, for så til sidst at ende ved havet og nogle kæmpe klipper. Utroligt smukt derude var det også, og Iben syntes heldigvis, det var mega fedt, for hun fandt huler i skoven, tang på stranden og løb om kap med Aage på vej tilbage til bilen. Hun vandt selvfølgelig og fik en quarter!

Turen derud var også helt fantastisk. Vi kørte bl.a. forbi en kæmpe bjergsø, som var et utroligt smukt syn. Vi har virkelig i de sidste dage fundet ud af, at dette område, som lovet, rummer ufattelig smuk natur.
Turen kom dog til at tage noget længere tid end først antaget, så vi var først tilbage i Sequim kl. 21.30. Da var Iben selvfølgelig faldet i søvn, så hun kom i seng uden aftensmad, men det var hun ret ligeglad med på det tidspunkt.
Vi endte med alle at være ret tilfredse med, at koppemaleriet ikke blev til noget denne dag. Men vi har naturligvis lovet Iben, at vi nok skal komme derud, inden vi skal hjem til Danmark igen.

Vi voksne fik meget sen aftensmad, og forsøgte ikke at komme alt for sent i seng, da vi vidste at vi den efterfølgende dag skulle tidligt afsted for at komme med færgen til Victoria.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.