Ny stat på listen


I dag er vi så kørt ind i Oregon, endnu en stat som vi kan føje til listen. Det er den 7. stat vi besøger. Vi kørte fra Sequim lidt over 10.00, og godt 6 timer senere var vi fremme. På vejen havde vi dog en spisepause, og så gjorde vi en afstikker forbi Mount st. Helene. En stor vulkan som sidst var i udbrud i 1980, hvor den eksploderede med en styrke, der svarer til 25.000 atombombers. Hele området blev et andet efter dette udbrud. Nye søer blev dannet, floden forsvandt og en del mennesker blev dræbt eller mistede deres hjem.

Vi gjorde stop på museet, hvor vi bl.a. så en film om udbruddet. Meget spændende. Vi orkede dog ikke at køre helt op til vulkanen, da vi i forvejen havde en del kilometer at tilbagelægge denne dag, men vi kunne se vulkanen på afstand, beklædt med sne. Smukt!


Først på dagen blev vi stoppet af politiet for at køre for stærkt, så det var rimelig vigtigt, at vi overholdt fartgrænserne. Politimanden var dog meget flink, og vi fulgte også bare trafikken, så jeg ved ikke helt, hvorfor det lige var os, han vinkede ind. Vi fik da heldigvis heller ingen bøde, men et råd om at passe på trafikken, da mange kørte for hurtigt i det område.
Fremme ved hotellet slappede vi lidt af på værelset og fik bestilt overnatning i San Francisco, inden vi gik på restaurant, hvor vi fik en pastaret med kæmpe rejer og krabbekød. Guf! Portionerne var dog så store, at vi kunne have delt en Flemming og jeg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.