Første hele dag i New York

Dagen begyndte med morgenmad på en lille café meget nær ved hotellet – eller rettere i en lille købmands baglokale. Men maden er ok, købmanden er rigtig flink, og priserne er helt ok.
Dagens andet stop var på naturhistorisk museum, som åbnede i 1906. Her findes bl.a. verdens største samling af dinosaurusser (600 stk.). Muséet er virkelig stort, så selvom vi var enige om, at vi kun skulle se, det vi fandt aller mest interessant, endte vi med at bruge tre timer på at beundre de forskellige udstillinger. Men det var klart dinosaurusserne, der gjorde størst indtryk. At se dem var en stor oplevelse. Flemming og Iben var dog også meget fascinerede, af den halve times film vi så om rummet. Vi andre var lidt mere af den oplevelse, at det er for stort til, at vi kan fatte det. 

Iben og Flemming fik også købt lidt i butikken. Flemming en termoflaske, hvor der står NASA på, og Iben et smykke, hvorpå der står “whereever you go, go with all your heart”. Det, syntes hun, var et smukt citat, som passede godt, til én der elsker at rejse.  

Herefter tog vi metroen til Time Square, som bare er helt overvældende. Pladsen kaldes hjertet af New York City, og energien og lysene fra de utallige lysreklamer rammer da også én, straks man træder op fra metroen. Det er også her, man køber billetter til de utallige shows, der spilles på Broadway – gaden der går lige ned igennem Times Square. Vi besøgte både m & m’s butikken i tre etager og Disney butikken, som er i to etager. Iben fik en cool t-shirt, men ellers kiggede vi bare og nød stemningen. Iben mener gerne hun vil arbejde i en Disney-butik, da hun bliver i rigtig godt humør af at være inden i den og høre alt Disney-musikken ?.

Herfra gik vi videre til Grand Station, og undervejs passerede vi 5th avenue, hvor man kan shoppe amok i eksklusive modehuse. 

Grand Central rummer også mange mennesker og meget liv. 600.000 skulle efter sigende hver dag gå igennem denne bygning, som både rummer butikker (bl.a. en ret speciel Appel butik, som vi jo bare måtte se) og tog- og metrostation. Bygningen blev bygget i 1871 og var i 1998 færdig efter mange års renovering. Den er smuk og bestemt et besøg værd. 

Derfra tog vi metroen tilbage til hotellet. Da vi steg op fra undergrunden, var der begyndt at regne, så mens vi andre hvilede benene på hotellet, tog Flemming en løbetur i Central Park – for regnen fik temperaturen til at falde til en mere acceptabel temperatur at løbe i.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.