Sidste hele dag i New York

I dag sov vi længe. Lige indtil vi ikke gad ligge længere. Vi havde aftalt med bedsteforældrene at tilbringe dagen hver for sig, så ingen ventede på os. Klokken var derfor tæt ved 11, inden vi begav os på eventyr i dag.
Første stop var 9-11 memorial, hvor to huller i jorden er lavet til vandfald, der hvor tvillingetårnene før var placeret. Rundt om disse er der metalplader med navnene på alle dem, der døde under angrebet. Vi så også det nye World Trade center, som er en flot arkitektonisk bygning. 

Bedst som vi går rundt her, møder vi Bodil og Jørgen. Mellem alle mennesker i New York løber vi ind i hinanden – ret utroligt. Vi fortsætter dog hver for sig. Vi går gennem Wall street, hvor travle velklædte mennesker færdes i gaderne, og derfra ned til vandet, hvor vi får et kig på Brooklyn Bridge. 

På det tidspunkt er vi godt varme og trænger til lidt afkølning, så vi søger til en Starbucks, hvor vi hviler fødderne og nyder air-conditioningen. 

Herefter tager vi til Union-square, for at finde en Dr. Martens butik. Her ender både Flemming og jeg med at få købt et par lækre sko/støvler. Begge til en pris svarende til, hvad vi ca. ville have givet for det ene par i Danmark, så vi føler, vi fik gjort et godt køb.

Herfra tager vi til Time Square, hvor vi får købt en New Yorker kasket til Flemming i en Lids butik. Vi spiser også på Mc Donald’s igen – og denne gang er vi så heldige, at få en plads med udsigt lige ud til Time Square, så vi ender med at sidde der længe og se på mennesker og blinkende reklamer.

Da vi går derfra kigger vi ind i flere souvenir-butikker. Her kan Iben få en del tid til at gå, og så gik vi igen igennem Central Park. Iben fik en is, som hun har set nogen spise på film. Men den var ikke så god, som hun havde forestillet sig. Spist blev den dog.

Vi har hygget, grinet og fjollet meget i dag – og ellers taget den meget med ro, hvilket vi alle nød og trængte til. 

Hjemme på hotellet igen legede Flemming og Iben babyer, inden jeg læste højt for Iben, som i de gode gamle dage, inden hun skulle sove.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.