Montréal

Morgenmaden på hotellet var lidt af en udfordring, da tjeneren blev ved med ikke at forstå vores bestilling, trods det faktum at den var ret simpel. Til sidst lykkedes det dog, og vi blev mætte inden vi begav os ud i Montréals gader.

Vi tog metroen ind til midtbyen, hvor vi slendrede rundt i især den ældre bydel. Vi så Basilique Notre Dame (kirken), der blev bygget mellem 1824 og 1829, og som med sit storslåede indre i blåt og guld og med mange udsøgte eksempler på træskærekunst, har dannet rammen om statsmandsbegravelser og celebre bryllupper. Kirken er smuk, men også ret mørk, så vi sad lidt og nød dens smukke indre og lod roen komme over os.

Vi så også pladsen “Place Jacques Cartier”, der ligger midt i det gamle Montréal, og hvor levende musik, boder og portrætmalere skaber en hyggelig atmosfære. På pladsen står også en søjle med Lord Nelson, som englænderne rejste i 1809, men i 1930 rejste franskmændene den anden noget mindre søjle på pladsen af en fransk admiral, som modsvar til englænderne. Dog noget forsinket.

Midt i alt dette fik vi også tid til at slappe af på en Starbucks, hvor vi sad længe og nød det lune vejr og feriestemningen.

Sidst på eftermiddagen delte vi os op, da bedsteforældrene gerne ville tage metroen tilbage til hotellet. Vi tre “unge” gik hele vejen hjem, og vi kom forbi en Dr. Martens butik, hvor Iben fik prøvet støvler, så hun nu ved, at hun er på jagt efter et par i str. 8 1/2. Vi fik gået omkring 12 km i dag, så lidt motion har vi da fået.

Hjemme på hotelværelset igen fik vi læst og set netflix, og først sent blev vi sultne nok til, at Flemming og jeg hentede noget Mc Donald’s mad til os, som vi spiste på værelset.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.