Vi slappede af ved poolen og på hotellet hele dagen, inden vi om aftenen endelig lykkedes med at få plads på den ønskede restaurant, hvor Flemming fik en dejlig rød bøf, og Iben og jeg fik de bedste pizzaer, jeg tror, vi nogensinde har smagt. Vi nød den gode mad, mens vi hyggede, snakkede – også om de andre i restauranten selvfølgelig – så kender man os igen.

Da vi igen sad på terrassen og kiggede ud over bjergene, proklamerede Iben dog, at nu var det ved at være kedeligt at kigge på bjerge – og at det vist var godt, at hun ikke skal med os til Kreta, da denne form for afslapning bliver for kedeligt for hende.