Ifølge vejrudsigten skulle der kun komme lidt regn denne dag – men nu har vi lært aldrig at stole på den igen.

Vi skulle besøge Ørnereden, hvilket vi alle tre havde glædet os meget til. Vi kørte op i bjergene – og undervejs undrede vi os meget over, hvorfor der hele tiden lød en lyd, som om nogen dyttede. Efter lidt tid gik det op for os, at det var damen i bilen foran, der dyttede, hver gang hun rundede et hjørne- og hjørner er der mange af ved bjergkørsel.

Vi skulle med bus – og derefter en elevator inde midt i et bjerg, for at komme helt op på toppen. Allerede mens vi ventede på bussen, begyndte det at regne – og det blev kun værre. Jeg havde sandaler på – hvilket jeg bitterligt fortrød, da der også var vildt koldt på toppen. Og så kunne vi ikke se en skid, da regn og tåge totalt ødelagde udsigten. Jeg var så kold og bitter, at jeg måtte gå lidt for mig selv – og selv Ørnereden var mest af alt en restaurant, så der var ikke meget historisk ved stedet. Øv!!!

Da vi igen var tilbage ved bilen, bestemte vi os for at provianterer slik, chips og sodavand – og så tog vi tilbage på hotellet, hvor vi hyggede med frokost, snolder og Tour de France.

Hen mod aften klarede det op, og vi gik derfor en god tur i byen og kom også et stykke op i bjergene, hvor vi bl.a. kunne gå på en gangbro med udsigt over byen og bjergene.

Aftensmaden blev indtaget på en tysk kro, hvor Flemming fik sin tredje schnitzel på turen – og Iben og jeg fik en burger, der smagte alt for meget af sennep.