Fra morgenstunden vendte vi bilen mod Canada, nærmere betegnet Vancouver. Allerede i bilen på vej mod byen kunne vi se, hvordan bjergene indrammer byen. Således kan man se sneklædte bjerge som baggrund til de tårnhøje skyskrabere, som byen også rummer. Smukt syn.

Vancouver er kendt som en grøn by, og det var bestemt også det indtryk, vi fik i dag. skyskraberne er bygget i grønligt glas, der spejler havet og bjergene. Stanley Park, som vi brugte en del tid i, er Nordamerikas største bypark. Parken er næsten en by i sig selv. Den er på 400 hektar og fylder næsten halvdelen af Downtown. Vejret var dejligt i dag, og som en af de lokale sagde, var dette den første rigtige sommerdag byen havde haft længe. Parken var således fyldt med mennesker, der solede sig på strandene eller i “vandlands-områderne”. Folk cyklede, løb på rulleskøjter, spillede tennis, kricket o.l. Det er lidt sjovt at se, at det britiske stadig skinner igennem, selvom det er USA, der er tættest på.

Vi gik en tur i parken, fik en is og nød den smukke natur. Resten af parken så vi fra bilen, inden vi kørte videre til et andet meget grønt område i den nordlige del af Vancouver.

Vi kørte til Capilano Suspension Bridge og Park. En fantastisk smuk oase med bjerge og kæmpe træer. Det er ikke til at forstå, at et sådant område praktisk taget ligger inde i byen. Broen er en 140 m. lang hængebro, som gynger en hel del, når man går over den. Den hænger over en kløft, der er 70 m. dyb. Broen er omringet af regnskov, hvori man kan vandre rundt på hængebroer op til 30 m. over jorden. Det mest utrolige var, at selvom vi gik rundt højt oppe mellem træerne, så var der stadig lige så langt op til træernes toppe, som der var ned.
Vi brugte et par timer i parken, inden vi igen, sidst på eftermiddagen, vendte næsen mod Bellingham, hvor vi skulle tilbringe endnu en nat.