Tredje gensyn med San Francisco


I dag skulle vi kun køre ca. en time for at være fremme, så vi kørte indenom Petalumas Outlet, som vi jo kender fra sidst og shoppede mere vintertøj til Iben. Nu tror jeg også, hun er ved at have fået nok den pige.
Dernæst kørte vi et smut ind i Petaluma by, som vi boede flere dage i sidste gang, og Flemming fik set den nye bygning, som ham radioværten, han besøgte sidste gang, vi var her, er ved at gøre klar til sit nye studie.


Som sagt boede vi her flere dage sidst, og alligevel er det først nu, vi har opdaget, at byen hedder Petaluma og ikke Pentaluma, som vi hele tiden har kaldt den. Virkelig underligt som man læser det, man tror, det hedder.

Derefter gik turen til San Francisco, over Golden Gate Bridge. Vejret var flot og solrigt indtil få kilometer før byen, så drev tågen ind over, og hele San Francisco var som sædvanlig indhyllet i en tyk tåge. Vi kørte alligevel mod et udkigspunkt, hvorfra vi skulle kunne se ind over byen, men vi kunne kun se tåge og høre skibene tude nede fra vandet, men absolut intet kunne vi se.
Efter indtjekning på hotellet var vi ret sultne efter noget frokost, så vi gik igen mod noget kendt – nemlig det vi sidste gang kaldte Loui’s Diner. En hyggelig diner, der giver én fornemmelsen af at træde tilbage til 60’erne, når man besøger den. Det viste sig så, at den hedder Lori’s Diner og ikke Loui’s. Simpelthen utroligt. Der spiste vi flere gange, sidst vi var her, men vi er åbenbart lidt analfabeter eller fatsvage. Så hvad vi end skriver på disse sider, gør folk nok klogt i at tage med et gran salt.
Sen frokost, et hurtigt gensyn med Union Square og så tilbage til hotellet og spille Ticket to Ride. Denne gang vandt vi et spil hver!
Ved aftensmad-tid gik vi en tur igen og tog på tilbagevejen noget mad med tilbage til hotellet. Da vi havde spist, var klokken ved at være 21.00, og Iben blev puttet.
Vi håber på lidt varmere vejr i morgen, for jakkerne måtte findes frem i dag. Det er lidt ærgerligt, når vi ved, der er dejligt varmt få kilometer udenfor byen.

I det hele taget kommer vi til at savne rigtig dejlig ferievarme, som vi plejer at få i Grækenland. Vi kommer heller ikke ned i gear, som vi plejer på en græsk ø. For her oplever vi, planlægger nyt og rejser videre hele tiden. Så selvom vi nyder igen at rejse og opleve, og det har været fantastisk at bo hos Janie og Aage, så savner vi også den helt rolige feriestemning, der får én stresset af og ladet op. Det er en skam vi ikke kan nå begge dele;-)