Frihedsgudinden og Ellis Island

Vækkeuret ringede rigtig tidligt i morges, da vi havde billetter, som skulles indløses i den sydlige ende af Manhattan kl. 10.00. Vi købte derfor bare en bagel ved købmanden, som vi tog med. Der var imidlertid ingen ventetid i metroen, så derfor kom vi allerede frem til færgen kl. 8.40. Vi spiste vores bagel på havnen med udsigt over vandet og Frihedsgudinden, som vi kort efter sejlede ud for at se. Vi kom med en tidligere færge, og således var vi endnu engang heldige og slap for at stå i kø. 
Frihedsgudinden er en gave fra Frankrig til USA og den stod færdigbygget i 1886. Hun er symbol på USA og den amerikanske drøm om frihed og muligheder, og hun betyder rigtig meget for amerikanerne. Som en amerikaner udtalte på audio-optagelsen, vi hørte, så betyder hun om muligt endnu mere efter 11/9-2001. “Da tågen fra de sammenstyrtede tvillingetårne begyndte at lette, og Frihedsgudinden kom til syne, var det et symbol på, at USA stadig står fast, og at det stadig eksisterer med de værdier, som findes her”, udtalte han på den lydoptagelse vi hørte, mens v gik rundt på den lille ø.

Audio-turen gav rigtig megen spændende information. Her var der også en version for børn, hvilket var super, da Iben så fik det info, som er interessant for børn. Og hun fik noget info, som vi ikke fik, hvilket, hun syntes, var sejt, for så kunne hun jo fortælle os om det. Det er helt vildt så kæmpe statuen er, og fordi den repræsenterer, det den gør, og man har set den så mange gange på billeder eller film, var det faktisk en rigtig stor oplevelse at se hende up-close. Fra øen var der en fantastisk udsigt ind over New York’s skyline, som vi også kunne nyde på turen rundt om statuen.

Selvom øen er forholdsvis lille, formåede vi at blive væk fra hinanden. Så først ventede vi lidt på bedsteforældrene ved båden, så gik Iben og jeg i souvenir-butikken, hvor Iben fik købt et armbånd med frihedsgudinde-vedhæng, og så ventede vi lidt mere. Til sidst blev vi enige om at sejle videre til Ellis Island uden dem. 

Ellis Island er øen, hvor godt 12 mio. mennesker blev kørt gennem integrationsmøllen fra 1892-1954, når de ankom med skib til New Yorks havn. Her gik vi rundt i bygningerne, hvor de håbefulde immigranter blev underlagt diverse undersøgelser og forhør, inden de fleste blev lukket ind i landet. 2% blev dog nægtet indrejse og måtte rejse hjem igen. Ofte var det kun én fra en samlet familie, som så måtte rejse hjem alene og i mange tilfælde aldrig se sin familie igen. I disse bygninger har man forsøgt at skildre, hvilke usikkerheder der var forbundet med at rejse over Atlanten i håbet om et bedre liv i USA. Historien bag alt dette er spændende, men selve muséet var lidt kedeligt, syntes især Iben, og da vi lige havde bestemt os for, at vi ikke ville bruge mere tid der, fik vi en besked fra Bedstemor om, at de nu var udenfor indgangen. Det viste sig, at de var taget med en tidligere færge, fordi de havde troet, at vi var sejlet videre. 

Sammen sejlede vi derefter tilbage til fastlandet, hvor vi fik lidt frokost, inden vi tog tilbage til hotellet for at slappe lidt af. (Iben havde sovet dårligt, så hun trængte til ro). 

Efter godt halvanden time på hotellet blev det til endnu en tur i Central Park. Denne gang i den sydlige ende, hvor der er endnu mere liv. Den park er altså virkelig imponerende. Meget større og smukkere end jeg havde forestillet mig. Vi gik lidt rundt, inden vi satte os ved én af søerne og nød stemningen fra en bænk. Iben læste, jeg hørte musik og så på mennesker, og de andre tre var vist på nettet på deres telefoner og så på mennesker. Det underlige er, at selvom der er så meget liv og mange mennesker, der har gang i mange forskellige ting, så er der samtidigt en rolig og fredfyldt stemning i parken. Vi endte med at sidde på bænken en god times tid, tror jeg, inden vi gik videre for at finde noget mad. Iben fik det dog lidt dårligt, så Flemming, Iben og jeg tog metroen tilbage, mens Bedsteforældrene tog ud for at spise. Jeg købte lidt mad med hjem, og da vi kom tilbage til hotellet, syntes Iben faktisk godt, at hun kunne magte at gå over i parken for at spise det. Så vi tog maden med i Central Park og spiste der. Det var super hyggeligt.

Derefter gik vi tilbage, så Iben kunne komme tidligt i seng, og forhåbenligt efter en god nat søvn være helt frisk i morgen.