Empire State Building og Trump Tower

Natten til i dag var elendig, da vores air-conditioning larmede helt vildt, så da vækkeuret ringede, havde Flemming og jeg ikke fået sovet mange timer (Iben kan jo heldigvis sove, selvom alarmer går igang omkring hende). Vi havde således ikke det største overskud fra morgenen, og Flemming glemte derfor billetterne til Empire State. Dem ville vi hente efter vi havde spist morgenmad i vores pt. yndlings baglokale. Da vi kom tilbage til hotellet, virkede elevatoren ikke, og vi måtte gå op på 5. etage for at hente billetterne. 
Med billetterne i hånden tog vi til Empire State Building – den højeste bygning i New York med sine 443 m. og 102 etager. Da vi på forhånd havde billetter, og da vi åbenbart samtidigt kom på et meget heldigt tidspunkt, undgik vi stort set helt kø. Vi strøg istedet til vejrs med elevatoren, som kørte så hurtigt, at det helt gav propper i øerne. Solen skinnede, og det var derfor en klar dag at se New York fra toppen. Hold op, hvor var udsigten flot. Oppe på 86. etage kunne vi gå hele vejen rundt og således se ned på New York i alle retninger. Iben og jeg kyssede på toppen – for man ser jo i film, at de elskende møder hinanden på toppen af Empire State. I filmen om King Kong kravler han også op på denne bygning. Da jeg kom til at sige højt at “nå, ja, det er den her bygning, Hong Kong kravler op på”, syntes Iben, jeg var super pinlig. 

Efter Empire State blev det til lidt kaffe, inden turen gik mod St. Patrick’s Cathedral, som stod færdig i 1878 og regnes for at være en af de fineste nygotiske bygninger i verden. Det er en hvid marmor katedral med smukke glasmosaikker, og det er her New York’s ærkebiskop holder til. Vi fik først øje på en anden kirke og gik så derind. Her sad vi så og troede, at vi nu var i katedralen, og ja, kirken var da ok pæn, men bestemt ikke hvad vi havde forventet. Da vi kom ud, fik Flemming så øje på en lys bygning lidt længere oppe ad gaden, og så viste det sig at være katedralen, og den var til gengæld virkelig utrolig smuk. Her sad vi også lidt, og gik rundt og så på alt det smukke, før vi gik langs 5th avenue mod Trump Tower.

Inden i Trump Tower er der caféer og forretninger, og der er også træer og et vandfald. Trump selv bor i penthouse-lejligheden på toppen af den 58 etager høje skyskraber. Lejligheden har efter sigende en værdi af 300 mio. kr. Udenfor holdt der sorte biler, der tydeligt var CIA eller FBI, der var vagter, og flere Tv-stationer var i gang med at lave reportage/filme uden for hovedindgangen. Jo, Trump er en mægtig mand, men blandt os ikke særlig populær, hvilket Iben sagde, at vi nok ikke skulle snakke for højt om inde i bygningen.

Vi var nu ved at være godt sultne, da vi ikke havde fået noget siden morgenmaden. Specielt Iben mente, at hun var tæt på at omkomme af slut. Vi gik derfor efter at finde noget mad, men i det område af New York, er det ikke det letteste, hvis man ikke har den store tegnebog med. Vi gik derfor nogle gader væk, men vi endte dog stadig med at betale en lidt hamper pris for ok, men ikke overdådig mad. Men Iben nynnede sig igennem hele måltidet, da hun bare var taknemmelig for at få mad.

Hjemme på hotellet virkede elevatoren ikke igen, så vi måtte igen gå op på 5. sal. Godt, at det ikke var i Empire State, at elevatoren var så ustabil.