Gettysburg

Vi begyndte dagen med den dårligste morgenmad på hele vores tur. Vi og andre gæster var enige om, at mælken var sur – og der var ikke meget andet at komme efter. Dog var der en pandekagemaskine. Den var vi ret imponeret over – så vi endte med mest af alt at spise pandekager.

Derefter kørte vi mod Gettysburg. Det var en 2 timers køretur, hvor vi endte på turens første Mc Donald’s. Maverne havde brug for lidt opfyldning, inden vi skulle køre rundt på en godt 2 timers lang rundtur til de forskellige mindesmærker i Gettysburg. Vi downloadede en app, som så fortalte os om alle de forskellige steder vi kørte til. Det var rigtig spændende og vi lærte meget om Borgerkrigen. F.eks. havde jeg ikke helt styr på, at det de første to år af krigen faktisk så ud til, at det var Sydstaterne der ville vinde – og at det således var slaget ved Gettysburg, der vendte krigen til Nordstaternes fordel. 51.000 mennesker blev slået ihjel eller såret i de tre dage slaget fandt sted – men selve krigen varede 4 år og dræbte flere soldater end alle andre krige USA har deltaget i tilsammen. Til gengæld var slaveriet slut, da Nordstaterne endelig vandt krigen og staterne forblev forenede.

Efter Gettysburg kørte vi mod Lancaster. Her endte vi med at spise på en kinesisk buffet restaurant. Det var lækkert og der var god sushi – hvilket var til stor tilfredshed for os alle 5.