Front Royal

Vi vågnede i hytten i skoven og spiste også vores morgenmad der – men allerede kl. 10.00 skulle vi være ude af hytten igen. Vi kørte således mod Shenandoah National Park. Selvom vi betalte 30 dollars for at køre i parken, så var det vi så faktisk ikke smukkere end dagen før – men det var dog stadig smukt. Vi kunne have kørt gennem parken hele vejen til vores destination i Front Royal, men efter ca. 2 timers kørsel var vi kun kommet gennem 1/3 af parken, og Flemming var ved at være træt af at køre på smalle veje i bjerge. Vi valgte således at køre resten af dagens tur på mere farbare veje og nåede således frem til Front Royal lidt over to. Her fik vi en kaffe og lidt at spise på en Starbucks, inden vi tjekkede ind på hotellet. Vi havde allerede i bjergene været kaffetørstige – men der var alt underligt nok lukket, så kaffen var længe ventet.

På hotellet slappede vi af et par timer. (Flemming og Bedstefar gik dog også en tur rundt i byen). Aftensmaden blev indtaget på en mexikansk restaurant. Maden var virkelig god – men da vi skulle betale virkede ingen af vores kreditkort, så tjeneren måtte ringe til deres bank og få dem til at acceptere europæiske kreditkort, før vi kunne få lov til at betale.