San Francisco – Believe it or not!

Selvom vi havde planlagt at stå tidligere op i dag, sov vi alligevel længe. Iben havde overtalt mig til at sove sammen med hende i nat, så da vi endelig vågnede, skulle vi ligge tæt, hygge og tale om både store og små ting, om livet og døden. Sådan noget skal der jo være plads til på en ferie, så vi kom lidt sent ud af døren igen. Men skidt, vi nåede det, vi gerne ville i dag alligevel.


Vi slentrede gennem China Town, som er den ældste i USA. Det var som altid ret hyggeligt, og på en åben plads var der en slags marked. Nogle kinesere optrådte med noget der mindede om linedance, og andre med en slags dans med pong ponger. De var ikke specielt gode, men de var ældre kinesiske kvinder, der gik meget op i det. Det var ret sjovt at se på, selvom jeg ikke tror, det var meningen, at det skulle være sjovt.
Ved Union Squar tog vi bussen, som vi købte en to-dages billet til i går, og fik så fortalt en hel del om byen igen af endnu en engageret guide. Vi kørte gennem spændende områder, som vi gerne vil kigge nærmere på en anden gang, men i dag skulle vi på Ripley’s Believe it or not! Det var faktisk helt sjovt, og til tider lidt uhyggeligt. Men det var en god cocktail af underholdning, der lige passede til Iben, selvom både hun og jeg blev ret forskrækkede, da jeg ville lukke en kiste op, og der så var en, der gav sig til at skrige. (Det var bare en lydeffekt, men det lød meget ægte).

   
Til slut var der et spejl-labyrint. Den var fantastisk og lidt klaustrofobisk, for ret hurtigt havde man svært ved at finde ud igen. Det man troede var en gang, var kun et spejl og omvendt. Flere gange kom der folk mod en, troede man, for de gik et andet sted, som bare blev spejlet i spejlet foran én selv. Her er udgangen, sagde jeg på et tidspunkt og gik lige ind i et spejl. Iben syntes, det var super sejt og sjovt.
Bagefter fik vi sen frokost på In’N’Out Burger. En kæde, vi vist kun har set i Californien, men som laver rigtig gode burgere. Med maverne fulde tog vi bussen tilbage til Union Squar, hvor vi fik varmen på en Starbucks, inden vi vendte tilbage til hotellet.


Vi bor rigtig godt og billigt. Har et stort værelse, som er rent og pænt, og har gratis parkering, hvilket er ret utroligt. (Vi gav 40$ om dagen for parkering i Seattle). Men det er også ret tydeligt, at det ikke er det fineste kvarter vi bor i. Det er underligt at se, hvordan klientellet forandrer sig, når vi nærmer os dette område. Vi har dog fundet ud af, at der er stor forskel på, hvilke gader vi vælger at gå på. To blokke op mod centrum og det meget “brogede” klientel er næsten forsvundet. (Eller så forsvundet som det er i en storby med mange hjemløse).
Vejret i dag har været koldt og blæsende med lidt fugt i luften, så vi håber meget, at vi bevæger os mod varmere himmelstrøg i morgen.