Held i uheld er vist en meget god begegnelse for i dag. Flemming har de sidste dage døjet med lidt ondt i halsen, og i nat var det så galt, at han ikke fik sovet ret meget. Først hen mod morgenen faldt han godt i søvn, og jeg nænnede derfor ikke at vække ham, selvom aftalen var, at vi igen i dag skulle tidligt afsted, i tilfælde af at vej 120 gennem Yosemite stadig var lukket pga sne.

Vi kom således først fra Bishop kl. 10.00, hvor vi først gjorde stop hos Visitors Center. Der fik vi at vide, at 120’eren stadig var lukket. Vi forberedte os derfor på en 8 timers køretur hele vejen udenom Yosemite. Men efter ca. 45 min. kørsel kunne vi pludselig se på informationstavlerne langs vejen, at 120’eren var blevet åbnet. Jubii, sådan. Det betød, at vi alligevel ville kunne køre gennem en af de smukkeste nationalparker i USA. Havde Flemming ikke været dårlig, var vi kommet afsted tidligere, og så ville vi have været langt forbi afkørslen, da den blev åbnet. Derfor held i uheld!

Først kørte vi dog forbi Mono Lake. En vulkansk sø, der er så salt, at der ikke kan leve fisk i den. Klippeformationer, skabt af kildekalk fra de vulkanske kilder midt i søen, stikker op af søen. Smukt syn med de sneklædte bjerge i baggrunden.

Før vi drejede af mod Yosemite, gjorde vi hold i byen Lee Vining for at tanke slik og kiks op til en lang tur i bjergene. Iben havde meget lyst til vingummi, så vi købte en stor pose. Hvad vi bare ikke havde opdaget var, at det var kanelvingummi, så dem kunne ingen af os lide. Øv! Hvordan kan man også finde på at putte krydderi i vingummi?

Og så gik turen gennem Yosemite over Tioga passet, der er Californiens højeste bjergpas (3315 m.o.h.) Helt deroppe var der en del sne, så Iben var ude og få lavet sig en snebold. Yosemite er virkelig fantastisk smuk. Den har gigantiske klippevægge, kæmpe træer, spejlblanke bjergsøer, brusende vandfald og sneklædte bjerge. Meget varieret, utroligt smukt og ubeskriveligt stort. Vi kunne i dag konstatere, at vi bestemt stadig kan imponeres.

Inden vi var “færdige” med parken, var der gået 6 timer. Vi var ved at være rigtig godt sultne, og vi manglede også stadig at finde et sted at tilbringe natten.

Vi kørte mod Groveland, som ligger udenfor nationalparken, men stadig i skovområde, og her fandt vi en hyggelig hytte at sove i. Straks derefter gik turen til byens nærmeste pizzaria, hvor frokost og aftensmad blev til et måltid.

Tilbage i hytten ville vi ud at strakke benene, så vi gik en tur i skoven og i det omkringliggende området, hvor der bl.a. var en legeplads, som vi kunne hygge os lidt ved.

I hytten blev aftenen brugt på, at hele familien spillede UNO og diverse andre spil på Ibens I-pod touch.