Vi ankommer til San Diego

Vi begyndte dagen med at ringe til familien i Aalborg og ønske Jørgen tillykke med fødselsdagen. Chris var på besøg, så ham fik vi også en lille snak med. Vi glæder os meget til at se dem, når vi om nogle uger ankommer til Florida.

Som aftalt kørte vi en tur gennem Beverly Hills, inden vi vendte bilen mod syd. Beverly Hills er et helt andet LA. Her er pænt og velpoleret. Grønne områder og palmer langs vejene. Men kun i et afgrænset område. Det var tydeligt at se, hvornår vi igen var udenfor Beverly Hills. Så blev byen igen grim og ucharmerende.

Turen mod syd gik fint. Til sidst var vi dog ved at være både trætte af at køre og sultne. Vi tog en afkørsel i håb om at finde et sted at spise, men lige der var der selvfølgelig intet mad at finde. Tilbage til freeway og nogle kilometer senere en ny afkørsel. Her var der en noget snusket cafe, men på det tidspunkt var vi ikke kræsne, så vi gik ind, og maden var faktisk helt ok, og folkene var flinke. Men det mad vi tabte på bordet, fik Iben strenge instrukser på ikke at tage op og putte i munden. Ekspeditrisen var ikke særlig tilfreds med at være amerikaner. “Det er et godt sted at være på ferie, men et dårligt sted at bo”, sagde hun. Hun fortalte, at hun havde arbejdet på den cafe i 13 år, og hun havde kun lige råd til det mest nødvendige. “Vi skal arbejde meget, for bare at kunne sende vores børn i skole og til lægen”, sagde hun. Helt klart en kvinde der langt fra var tilfreds med sit liv. Hendes søster boede i Sverige, og som hun sagde, kan alle jo have råd til at uddanne sig der. Ja, der er virkelig stor forskel på det danske/svenske og det amerikanske system.

Vores Motel 6 her i San Diego er ganske fint og ligger meget centralt for både Sea World og Zoo. Men da vi lige hurtigt ville handle ind, efter vi var ankommet, gik det galt. GPS’en viste os den nærmeste Walmart, som kun lå 8 km. væk. Men det motervejssystem, vi skulle igennem for at nå dertil, var totalt uoverskueligt og forvirrende. Vi kørte forkert flere gange, og GPS’en kunne ikke nå at følge med, eller der var så mange veje i flere lag, at den ikke kunne finde ud af, hvilken af vejene vi kørte på. Frustrationen og tålmodigheden kogte lidt over i bilen, og Iben blev bange for, at vi aldrig ville finde tilbage til motellet, men hjemturen gik heldigvis meget bedre. Og handlet ind fik vi. I en butik på størrelse med Bilka, hvor det virkede somom de havde alt. Dog kunne vi ikke opstøve frisk frugt i butikken. Til gengæld var der et helt område med slankeprodukter. Måske skal de kære amerikanere bare satse lidt mere på frugt og grønt, inden behovet for diverse pulvere opstår.
Vel hjemme igen havde vi lovet Iben en tur i poolen. Tiden var dog ret fremskreden, så solen ramte ikke længere poolområdet, men i skulle vi jo. Og her er poolen ikke opvarmet, skulle jeg hilse at sige. Kun Iben og jeg var i, og da vi først var under var det ok. Flemming sad på en liggestol og gennede os i, mens han fortalte os, hvor sundt det er at bade i koldt vand.
Aftensmaden blev indtaget på motelværelset. Ingen af os havde lyst til at køre mere den dag.