En dejlig dag i New York

Sammen med bedsteforældrene tog vi subwayen downtown til en IHOP restaurant, hvor morgenmaden blev indtaget. Selvom betjeningen var langsom, var pandekagerne gode.

Efter morgenmaden skiltes vi igen, og vi kørte direkte til Guggenheim museum for moderne kunst. Bygningen er smuk og meget speciel, men kunsten er mere speciel, end den er smuk. Vi fik dog en god snak om, hvad, vi synes, kunst er, og hvad vi kan lide. På vej til subwayen, som skulle føre os tilbage til downtown, gik vi rigtigt rundt i Upper East Side Manhattan, hvor de rige bor, og hvor dørmændene står i døråbningerne til lejlighedskomplekserne.

Efterfølgende tog vi subwayen til Chelsea området, hvilket er et ret hyggeligt kvarter. Vi gik først ind i Chelsea marked, som nærmest er en meget stor streetfood. Her kunne man få, hvad hjertet begærede af mad, men vi var ikke sultne – istedet gik vi målrettet mod en meget speciel Starbucks, som lå ligger ved siden af markedet, hvor de rister deres egne bønner og åbenbart laver noget helt specielt kaffe. Her fik Flemming den bedste kaffe, han nogensinde har smagt. Iben og jeg fik en helt fantastisk iste, som smagte frisk og frugtagtig. Baristaen imponerede os med at lave kaffe på en clover og gav os smagsprøver – og det var lige før, det smagte så godt, at selv Iben og jeg kunne lide det.

Herfra tog vi igen subwayen – og denne gang til Brookly, hvor vi gik ned i parken og sad og kiggede tilbage på Manhattan. Smukt og afslappende. Knap så afslappende var turen, hvor vi gik tilbage over Brooklyn bridge, men det var en smuk tur over vandet og med udsigt til både frihedsgudinden og Manhattan skyline.

Tilbage på Manhattan var klokken nu ved at være 17.30, og vi var igen blevet sultne. Aftensmaden blev derfor indtaget på en Wendy’s, hvor der faktisk var ro, og hvor vi kunne spise og lade benene slappe af efter 11 km. gåtur. Men mens vi blev mætte, blev vi også trætte, og vi besluttede os derfor for at tage tilbage på hotellet. Vi var dog nede i den sydligste del af Manhattan, så vi skulle køre 17 stop med metroen, før vi var hjemme. Tilbage i vores eget kvarter måtte vi dog også lige forbi Starbucks for at få en kaffe og noget varm cacao med op på værelset til aftenhyggen.