Vi vågnede op i New Hampshire, brugte det meste af dagen i Maine og er nu i Massachusetts.
Efter morgenmad på en fortovscafé i North Conway, kørte vi mod Maine, eller nærmere betegnet Portland Head-fyrtårnet. Det er det ældste fyr i Maine og blev taget i brug første gang i 1791. Den dag i dag er det stadigt virksomt. Efter mange dage i bjergene var det skønt at se havet og de rå klipper – en helt anden natur end de frodige bjerge. Vi gik en tur omkring fyret, som ligger smukt helt ud til vandet selvfølgelig.

Herfra kørte vi til Old Orchard Beach. Her er der en stor forlystelsespark lige ved stranden. Men den 11 km. lange strand var på en solskinsdag som denne også fyldt helt op af folk, der slappede af og badede. Vi gik en tur for at opleve dette inferno af boder, karruseller, badegæster og støj, inden vi kørte lidt længere syd på til en by, som har et noget roligere tempo. Kennebunkport er en lille hyggelig by med lystbådehavn og små pæne butikker. Her fik vi lidt frokost (hummer sandwich og krabbesuppe), mens vi sad og kiggede ud over vandet, og Iben helt fortabte sig i, hvor søde ænder er. (Der svømmede nemlig en hel flok lige nedenfor os).

På dette tidspunkt var klokken ved at være 16.00, og det var derfor blevet tid til at køre de sidste par timer til Boston (eller Watertown, som forstaden, vi bor i, hedder). Da vi nærmede os Boston, blev trafikken tæt, og turen endte derfor med at tage godt 30 min. længere end forventet.

Endelig fremme og tjekket ind brugte vi lidt tid på at finde ud af, hvor langt vi er fra Boston centrum, og hvordan vi lettest kommer derind. Da vi havde orienteret os, gik vi ud for at opstøve noget aftensmad, og her var vi alle ved at dø af grin, da Bedstefar blev afkrævet at vise ID for at kunne købe en øl. Jo, turen har skam gjort ham godt – nu er man rent faktisk i tvivl om, hvorvidt han er over 21 år, som er aldersgrænsen for at købe alkohol her. 🙂 Bedstefar havde imidlertid ikke lige billed-id med, og en af de andre servitricer sagde derfor til den unge fyr, som havde bedt om det, at hun troede det gik uden. Hi hi.. Jeg havde svært ved at stoppe med at grine igen, hvilket fik Iben til at beskylde mig for at være blevet ligesom de højrøstede amerikanere.

Iben, Flemming og jeg endte dagen på en nærliggende Starbucks, mens Bedsteforældrene gik tilbage på motellet efter aftensmaden.